Af Vågn op!-korrespondent i Tyskland
JEHOVAS VIDNER er kendt for deres urokkelige loyalitet mod Guds ord, Bibelen. Deres holdning kræver ofte mod og har afgjort indflydelse på deres liv og deres forhold til andre.
Jehovas Vidner respekterer for eksempel alle mennesker uanset etnisk eller kulturel baggrund. De elsker Gud og næsten. (Mattæus 22:35-40) De tilslutter sig fuldt og helt apostelen Peters ord: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ — Apostelgerninger 10:34, 35.
Overalt er Jehovas Vidner også kendt for at respektere lov og orden samt regeringsmyndighederne. De har aldrig tilskyndet til oprør og vil heller aldrig gøre det. Det gælder også når de i nogle lande forfølges fordi de indtager samme standpunkt som apostlene: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29; Mattæus 24:9) Jehovas Vidner respekterer samtidig andres ret til at have den tro der er i harmoni med det deres samvittighed byder dem.
Jehovas Vidners modige standpunkt i Tyskland og andre Hitler-styrede lande er veldokumenteret. En betydningsfuld begivenhed i Berlin i 1933 kaster lys over deres mod, deres kærlighed til Gud og næsten samt deres respekt for loven og religionsfriheden.
Intet kompromis med Hitler
For over 50 år siden ophørte 12 års racistisk og morderisk rædselsregime. Nazistyret under Hitler var årsag til lidelser der den dag i dag volder menneskeheden sorg.
Historien viser at kun få grupper havde mod til at stå frem og tale mod den nazistiske terror. En af dem var Jehovas Vidner, der er blevet beskrevet som „en lille ø af urokkelig [moralsk] modstand midt i en undertrykt nation“. Deres modige standpunkt er blevet rigeligt dokumenteret af ansete historikere.
Nogle få kritikere, deriblandt nogle der tidligere har været tilknyttet Jehovas Vidner, påstår at Jehovas Vidner forsøgte at indgå kompromiser med Hitlers regime i dets første tid. De hævder at repræsentanter for Vagttårnsselskabet forgæves prøvede at indynde sig hos den nye regering, og at de i det mindste for en tid støttede nazisternes racepolitik, som med tiden førte til mordet på seks millioner jøder.
Disse alvorlige beskyldninger er fuldstændig grundløse. Det følgende er en ærlig redegørelse for de pågældende begivenheder, baseret på tilgængeligt dokumentarmateriale og den historiske sammenhæng.
Et tilbageblik
Jehovas Vidner har virket i Tyskland i over 100 år. I 1933 var der i hele landet cirka 25.000 der bekendte sig som Jehovas vidner og var med til at uddele bibelske publikationer.
Trods de rettigheder som den daværende tyske forfatning garanterede, var Jehovas Vidner ofte genstand for ærekrænkende kampagner der hovedsagelig blev iværksat af deres religiøse modstandere. Allerede i 1921 blev Jehovas Vidner, der dengang blev kaldt Ernste Bibelforscher (alvorlige bibelstudenter), anklaget for at tage del i undergravende politisk virksomhed i ledtog med jøderne. Uden at der nogen sinde blev fremlagt noget bevis for disse påstande, blev bibelstudenterne stemplet som farligt bolsjevikisk „jødisk kryb“. Den schweiziske teolog Karl Barth skrev senere: „Beskyldningen om at Jehovas Vidner har forbindelse til kommunisterne, kan kun bero på en ufrivillig eller forsætlig misforståelse.“
Et tysk kirkeblad beskyldte Jehovas Vidner for at have sammensvoret sig med jøderne i revolutionære bevægelser. For at tilbagevise dette skrev den tyske udgave af Den gyldne Tidsalder (nu Vågn op!) for 15. april 1930: „Vi har ingen grund til at opfatte denne urigtige beskyldning som en fornærmelse, da vi mener at jøden er mindst lige så meget værd som den navnkristne; men vi tilbageviser det sensationsprægede kirkeblads ovennævnte usandhed fordi den har til hensigt at forklejne vort arbejde, som om det blev udført for jødernes og ikke evangeliets skyld.“
Historieprofessoren John Weiss har skrevet: „Jehovas Vidner lå ikke under for tyskernes racistiske nationalisme og havde ikke i århundreder skumlet over jødernes vægren mod at konvertere. De holdt sig stadig til den oprindelige, om end formynderiske, kristne tro på nødvendigheden af med det talte ord at vinde enhver der kunne omvendes, for Kristus.“
Hvad skete der da Hitler kom til magten?
Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler Tysklands nye rigskansler. Indledningsvis bestræbte Hitlers regering sig for at skjule sin voldelige og yderliggående natur, og fra begyndelsen af 1933 betragtede de tyske Jehovas vidner og millioner af deres landsmænd derfor den nationalsocialistiske regering som den lovlige myndighed i landet. Jehovas Vidner håbede at denne regering ville indse at de var en fredselskende og lovlydig kristen gruppe der ikke udgjorde nogen fare for staten. Dette antydede dog ikke at de ville fire på de bibelske principper. Som det har været tilfældet i andre lande, ønskede Jehovas Vidner at give de regerende indblik i deres religions sande upolitiske natur.
Det stod snart klart at Jehovas Vidner var nogle af de første der blev udsat for nazisternes brutale undertrykkelse. Igen blev de stemplet som medskyldige i en påstået bolsjevikisk-jødisk sammensværgelse. Dette indvarslede en forfølgelseskampagne.
Hvordan kunne så lille et religiøst samfund vække det nye regimes vrede? Historikeren Brian Dunn nævner tre grundlæggende årsager: (1) Jehovas Vidners internationale karakter, (2) deres modstand mod racisme og (3) deres neutrale holdning til staten. De tyske Jehovas vidners bibelbegrundede holdning betød at de nægtede at afgive nazihilsenen, at støtte det nationalsocialistiske parti eller senere at deltage i militæraktiviteter. — 2 Mosebog 20:4, 5; Esajas 2:4; Johannes 17:16.
Som følge heraf blev de enkelte Jehovas vidner udsat for trusler, forhør, husransagninger og andre chikanerier som politiet og SA (Hitlers Sturmabteilung, stormtropper eller brunskjorter). Den 24. april 1933 blev Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Magdeburg beslaglagt af myndighederne og lukket. Efter en omfattende razzia hvor man ikke kunne finde noget belastende materiale, og under pres fra USA’s udenrigsministerium, overdrog politiet igen ejendommen til Jehovas Vidner. I maj 1933 blev arbejdet imidlertid forbudt i mange af de tyske delstater.
Jehovas vidner
skrider modigt til handling
I begyndelsen sørgede Hitler omhyggeligt for at skabe sig et image som en af kristendommens forkæmpere. Han hævdede at han gik ind for religionsfrihed og lovede at behandle kristne trosretninger „med objektiv retfærdighed“. For at styrke sin anseelse udadtil viste den nye rigskansler sig for offentligheden i kirker. Det var en tid hvor mange i lande der senere kom i krig med Tyskland, udtrykte beundring for de resultater Hitler havde opnået.
Af bekymring over den spændte situation i Tyskland besluttede Vagttårnsselskabets daværende præsident, Joseph F. Rutherford, sammen med lederen af det tyske afdelingskontor, Paul Balzereit, at indlede en kampagne for at informere rigskansler Hitler, embedsmænd og offentligheden om at Jehovas Vidner ikke udgjorde nogen fare, hverken for det tyske folk eller staten. Rutherford gik tilsyneladende ud fra at Hitler ikke havde kendskab til de angreb Jehovas vidner blev udsat for, eller at han var blevet fejlinformeret af gejstlige.
Afdelingskontoret i Magdeburg arrangerede derfor et stævne for at gøre brug af de tyske borgeres ret til protestere. Med kort varsel blev Jehovas vidner fra hele landet indbudt til at møde op den 25. juni 1933 i Wilmersdorfer Tennishalle i Berlin. Man forventede at der ville komme cirka 5000. Trods den fjendtlige atmosfære var der imidlertid over 7000 der modigt overværede stævnet. De tilstedeværende vedtog en resolution med titlen „Erklæring angående Kendsgerninger“. Resolutionen var en protest mod de restriktioner Jehovas Vidners arbejde var blevet underlagt. Deri fremsatte de en klar udtalelse angående deres holdning og tilbageviste enhver anklage om aktivitet af politisk art. Der stod:
„Vi er blevet uretmæssigt anklaget af landets regerende myndigheder . . . Vi beder respektfuldt regeringen og folket om at foretage en retfærdig og upartisk bedømmelse af nærværende erklæring angående kendsgerninger.
Vi har intet udestående med enkeltpersoner eller religiøse lærere, men vi må gøre opmærksom på at de der forfølger os og fremstiller os i et forkert lys over for regeringsmyndighederne, som regel er dem der hævder at repræsentere Gud og Kristus Jesus.“
Var stævnet præget af mod eller kompromis?
Nogle hævder at Berlinstævnet og resolutionen i 1933 var et forsøg fra fremtrædende Jehovas vidners side på at tilsige nazistyret og dets jødefjendske holdning deres støtte. Men disse påstande er usande. De er baseret på vildledende oplysninger og fejlfortolkninger af kendsgerningerne.
Nogle kritikere hævder for eksempel at stævnedeltagerne udsmykkede Wilmersdorfer Tennishalle med hagekorsflag. Fotografier taget ved stævnet viser klart at de ikke havde pyntet hallen op med hagekors. Øjenvidner kan bekræfte at der ikke var flag inde i bygningen.
Det er muligt at der hang flag uden på bygningen. En nazistisk kampenhed havde brugt hallen den 21. juni, onsdagen før stævnet blev afholdt. Dagen før stævnet havde skarer af unge samt enheder af SS, SA og andre fejret midsommerfest i nærheden. Da Jehovas vidner ankom til stævnet om søndagen, kan bygningen derfor godt have været smykket med hagekorsflag.
Hvis der nogetsteds i gangene, det udvendige eller sågar det indvendige af hallen havde været hængt hagekorsflag op, ville stævnearrangørerne blot have ladet dem hænge. Heller ikke i dag fjerner Jehovas Vidner nationale symboler når de lejer offentlige lokaler til møder og stævner. Men der er ingen vidnesbyrd om at de der overværede Berlinstævnet, selv hængte flag op eller hilste dem.
Kritikere hævder også at stævnet blev indledt med den tyske nationalsang. Faktisk blev stævneprogrammet indledt med sang nr. 64 i Jehovas Vidners sangbog. Den hed på tysk „Zions herrliche Hoffnung“ (dansk: Zions herlige håb). Musikken til denne sang er komponeret af Joseph Haydn i 1797. Sang nr. 64 havde været i bibelstudenternes sangbog i hvert fald siden 1905. I 1922 gjorde den tyske regering Haydns melodi med tekst af Hoffmann von Fallersleben til den tyske nationalsang. Tid efter anden sang bibelstudenterne dog fortsat sang nr. 64 både i Tyskland og i andre lande.
At synge en sang om Zion kan næppe fortolkes som et forsøg på at stemme nazisterne mildere. Under pres fra de antisemitiske nazister havde andre trossamfund fjernet hebraiske navne såsom „Juda“, „Jehova“ og „Zion“ fra deres salmebøger og liturgier. Det gjorde Jehovas Vidner derimod ikke. Stævnearrangørerne kunne derfor bestemt ikke forvente at indynde sig hos myndighederne ved at synge en sang der lovpriste Zion. Nogle af de tilstedeværende har måske tøvet med at synge „Zions herrliche Hoffnung“ da melodien af Haydn også blev brugt til nationalsangen.
Fotos af Jehovas Vidners stævne i Berlin i 1933
En erklæring
Nu da regeringen befandt sig i en overgangsperiode og landet var præget af kaos, følte Jehovas Vidner det nødvendigt at gøre deres stillingtagen kendt. I erklæringen frasagde Jehovas Vidner sig enhver økonomisk og politisk forbindelse med jøderne. Et uddrag af dokumentet lød:
„Vore fjender har falskeligt anklaget os for at have modtaget økonomisk støtte af jøderne til vort arbejde. Intet kunne være fjernere fra sandheden. Indtil nu har jøderne ikke bidraget den mindste smule til vort arbejde.“
I forbindelse med emnet penge fortsætter erklæringen med en fordømmelse af uretfærdig højfinans. Der stod: „Det har været den britisk-amerikanske verdensmagts kommercielle jøder der har opbygget højfinansen og brugt den som et middel til at udnytte og undertrykke folk i mange lande.“
Denne bemærkning sigter tydeligvis ikke til det jødiske folk i al almindelighed, og det er beklageligt hvis den har givet anledning til misforståelser eller voldt anstød. Nogle har påstået at Jehovas Vidner havde den samme fjendtlige indstilling over for jøder som de tyske kirkesamfund havde på den tid. Det er i bund og grund usandt. Gennem deres publikationer og adfærd under naziperioden tog Jehovas Vidner afstand fra antisemitiske holdninger og fordømte nazisternes forfølgelse af jøderne. Den venlighed de viste de jøder som de delte lod med i koncentrationslejrene, modbeviser til fulde denne anklage.
Det fremgik tydeligt af erklæringen at Jehovas Vidners arbejde udelukkende var af religiøs karakter: „Vor organisation er ikke i nogen forstand politisk. Vi fastholder blot vor ret til at forkynde Jehova Guds ord for folk.“
Erklæringen mindede også regeringen om dens egne løfter. Jehovas Vidner forfægtede visse høje idealer som den tyske regering også havde forsvaret offentligt, eksempelvis religionsfrihed og familieværdier.
I den forbindelse stod der i erklæringen: „En omhyggelig undersøgelse af vore bøger og publikationer vil vise at vi fremsætter, støtter og betoner de selv samme høje idealer som den siddende regering bekender sig til og udbreder. Det vil også fremgå at Jehova Gud vil sørge for at alle der elsker retfærdighed, vil efterleve disse høje idealer når hans tid er inde.“
Jehovas Vidner har aldrig udtalt sig til støtte for nazipartiet. De gjorde blot brug af religionsfriheden og havde ikke i sinde at standse deres offentlige forkyndelse. — Mattæus 24:14; 28:19, 20.
I 1974 Yearbook of Jehovah’s Witnesses siges der at nogle af de tyske Vidner fandt erklæringens formulering for vag. Havde lederen af det tyske afdelingskontor, Paul Balzereit, udvandet budskabet i erklæringen? En sammenligning af den tyske og den engelske tekst viser at dette ikke er tilfældet. Den fejlagtige vurdering var efter alt at dømme baseret på subjektive iagttagelser af nogle der ikke direkte var med til at udarbejde erklæringen. Den kendsgerning at Balzereit blot to år senere fornægtede sin tro, kan også have påvirket de tyske Vidners senere bedømmelse af sagen.
I dag ved man at et forbud mod Jehovas Vidners arbejde i Tyskland var blevet udstedt den 24. juni 1933, dagen før Berlinstævnet. Stævnedeltagerne og politiet hørte om forbudet få dage senere. Når man tænker på hvor spændt situationen var, og det utilslørede fjendskab Jehovas Vidner blev mødt med fra nazisterne, er det bemærkelsesværdigt at stævnet overhovedet blev holdt. Det er ingen overdrivelse at sige at 7000 Jehovas vidner modigt satte deres frihed på spil ved at overvære dette stævne.
Efter stævnet uddelte de tyske Jehovas vidner 2,1 millioner eksemplarer af erklæringen. Nogle blev straks arresteret og sendt i arbejdslejre. Naziregeringen afslørede således til fulde sin undertrykkende og voldelige natur og rettede snart et altomfattende angreb mod denne lille gruppe kristne.
Professor Christine King skriver: „Det skulle gå op for nazisterne at rå magt ikke kunne standse Jehovas Vidner.“ Det var som der stod i erklæringen: „Jehova Gud besidder den øverste magt og myndighed, og ingen magt kan med held modstå ham.“*
|
