Hvem er Gud?

GUD er „det overjordiske, almægtige væsen der tilbedes som verdens skaber og hersker,“ siger Politikens Store Nye Nudansk Ordbog. En anden ordbog definerer „Gud“ som „Den Allerhøjeste eller Den Højeste Virkelighed“. Hvilken natur har dette ærefrygtindgydende væsen?

Er Gud en upersonlig kraft eller en virkelig person? Har han et navn? Er han en del af en treenig Gud, sådan som mange tror? Hvordan kan vi lære Gud at kende? Bibelen giver et sandfærdigt og tilfredsstillende svar på disse spørgsmål. Den tilskynder os ligefrem til at søge Gud, idet den siger at „han ikke er langt borte fra en eneste af os“. — Apostelgerninger 17:27.

En upersonlig kraft eller en virkelig person?

Mange der tror på Gud, opfatter ham som en kraft, ikke som en person. I visse kulturer bliver guder identificeret med naturkræfterne. Mange som har undersøgt de tilgængelige vidnesbyrd om universets og livets opståen, har draget den slutning at der må findes en Førsteårsag. Alligevel viger de som regel tilbage for at tillægge denne Førsteårsag en personlighed.

Vidner det komplicerede skaberværk ikke om at denne Førsteårsag må have stor intelligens? Hvor der er intelligens, må der være en hjerne. Den umådelige intelligens vi ser i skaberværket, må derfor stamme fra en person — Gud. Han har et legeme, ikke et fysisk legeme som vi mennesker har, men et åndeligt. Bibelen siger: „Når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt.“ (1 Korinther 15:44) Med hensyn til Guds natur siger Bibelen ganske klart: „Gud er en ånd.“ (Johannes 4:24) En ånd befinder sig på et andet plan end vores og er usynlig for det menneskelige øje. (Johannes 1:18) Der findes andre usynlige åndeskabninger end Gud. Det er engle, som i Bibelen også kaldes „gudssønnerne“. — Job 1:6; 2:1.

Eftersom Gud er en person med et åndeligt legeme, må han befinde sig et eller andet sted. Med henvisning til hans åndelige bolig fortæller Bibelen os at Gud ’bor i himmelen’. (1 Kongebog 8:43) Bibelskribenten Paulus skrev ligeledes at „Kristus gik . . . ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person til bedste for os“. — Hebræerne 9:24.

Ordet „ånd“ bruges også i en anden betydning i Bibelen. I en bøn til Gud sagde salmisten: „Du sender din ånd — de skabes.“ (Salme 104:30) Denne ånd er ikke Gud selv, men en kraft som Gud kan sende, eller benytte, for at udrette det han ønsker. Ved hjælp af dén skabte Gud himmelen, jorden og alt levende. (1 Mosebog 1:2; Salme 33:6) Hans ånd kaldes den hellige ånd. Gud benyttede sin hellige ånd da han inspirerede visse mennesker til at nedskrive Bibelen. (2 Peter 1:20, 21) Den hellige ånd er derfor en usynlig virksom kraft som Gud bruger til at gennemføre sine hensigter.

Gud benyttede sin hellige ånd til at skabe jorden og til at inspirere mennesker til at nedskrive Bibelen

Gud har et personligt navn

Bibelskribenten Agur spurgte: „Hvem har samlet vinden i sine hule hænder? Hvem har indsvøbt vandene i sin kappe? Hvem har fastsat alle jordens ender? Hvad er hans navn, og hvad er hans søns navn?“ (Ordsprogene 30:4) Faktisk spurgte Agur: ’Kender du et menneske der har gjort dette, og kan du nævne dette menneskes navn og slægt?’ Kun Gud har magt til at kontrollere naturkræfterne. Selv om det skabte vidner om Guds eksistens, kan det ikke fortælle os navnet på Gud. Vi kunne aldrig få Guds navn at vide medmindre han selv åbenbarede det for os. Og det har han gjort. „Jeg er Jehova,“ siger Skaberen. „Det er mit navn.“ — Esajas 42:8.

Guds personlige navn forekommer næsten 7000 gange alene i De Hebraiske Skrifter. Jesus Kristus gjorde dette navn kendt for andre og priste det højt. (Johannes 17:6, 26) Guds navn forekommer også i Bibelens sidste bog som en del af udtrykket „Halleluja“, der betyder „pris Jah“. Dette navn er en forkortet form af Jehova. (Åbenbaringen 19:1-6, fodnote) Alligevel bruger mange nyere bibeloversættelser sjældent navnet. De gengiver det ofte med „HERREN“, eller „GUD“, skrevet med store bogstaver så det adskilles fra ordene „Herren“ og „Gud“ i almindelighed. Nogle bibelforskere mener at den rette udtale er „Jahve“. — Se Salme 83:19, da. aut.

Jesus gjorde Guds navn kendt for andre

Hvorfor hersker der så forskellige meninger om navnet på den største person i universet? Det skyldes at jøderne for flere hundrede år siden holdt op med at udtale Guds navn på grund af overtro og erstattede det med det hebraiske ord for „suveræne Herre“ når de læste i Skrifterne. Hebraisk blev skrevet uden vokaler, så derfor kan man ikke længere vide præcis hvordan Moses, David og andre i gammel tid udtalte de bogstaver som udgør Guds navn. Udtalen „Jehova“ har imidlertid været almindelig på dansk i flere hundrede år, og en tilsvarende udtale har i århundreder været almindeligt accepteret rundt om i verden. — Se Anden Mosebog 6:3, Kalkar.

Mens der hersker tvivl om hvordan Guds navn før i tiden blev udtalt på hebraisk, er der ikke tvivl om navnets betydning. Guds navn betyder „Han lader (eller: får til at) blive“. Jehova Gud betegner derved sig selv som „den der har en hensigt“. Han virkeliggør altid sine hensigter og løfter. Kun den sande Gud, som har magten til det, kan med rette bære dette navn. — Esajas 55:11.

Navnet Jehova tjener uden tvivl til at adskille den almægtige Gud fra alle andre guder. Det er grunden til at navnet så ofte forekommer i Bibelen. Mange bibeloversættelser undlader at bruge navnet, men der siges udtrykkeligt i Salme 83:18: „Du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ Da Jesus var på jorden, sagde han til sine disciple: „I skal derfor bede således: ’Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.’“ (Mattæus 6:9) Vi bør derfor bruge Guds navn når vi beder, taler om ham og priser ham over for andre.

Er Jesus Gud?

Jehova Gud har ikke ladet os i tvivl om hvem hans søn er. Evangelieskribenten Mattæus beretter at der efter Jesu dåb lød „en stemme fra himlene som sagde: ’Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.’“ (Mattæus 3:16, 17) Jesus Kristus er altså Guds søn.

En stemme fra himmelen sagde: „Denne er min søn“

Nogle religiøse mennesker mener dog at Jesus er Gud. Andre siger at Gud er en treenighed. Ifølge den lære er „Faderen Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud“. Det hævdes at de er „af samme væsen og magt og lige evige: Fader, Søn og Helligånd“. (Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter) Er denne antagelse korrekt?

Angående Jehova siger de inspirerede skrifter: „Fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid er du Gud.“ (Salme 90:2) Han er „evighedens Konge“ — uden begyndelse og uden afslutning. (1 Timoteus 1:17) Jesus er derimod „al skabnings førstefødte“, „Guds skaberværks begyndelse“. (Kolossenserne 1:13-15; Åbenbaringen 3:14) Jesus kaldte Gud sin Fader og sagde: „Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:28) Jesus sagde også at der var visse ting hverken han eller englene vidste, men som kun Gud vidste. (Markus 13:32) Jesus bad desuden til sin Fader med følgende ord: „Lad ikke min men din vilje ske.“ (Lukas 22:42) Hvis det ikke var til en person som stod over ham, hvem bad han da til? Og det må have været Gud der oprejste Jesus fra de døde, ikke Jesus selv. — Apostelgerninger 2:32.

Jesus bad til Gud — som står over ham

Ifølge Bibelen er Jehova altså den almægtige Gud, og Jesus er hans søn. De var ikke ligestillede inden Jesus kom til jorden, eller mens han var på jorden; Jesus blev heller ikke ligestillet med sin Fader efter sin opstandelse til himmelen. (1 Korinther 11:3; 15:28) Som vi har set, er Helligånden, den såkaldte tredje person ifølge treenighedslæren, ikke en person. Den er derimod en kraft som Gud benytter til at gennemføre det han ønsker. Treenighedslæren har derfor ingen bibelsk begrundelse.* „Jehova vor Gud er én Jehova,“ siges der i Bibelen. — 5 Mosebog 6:4.

Lær Gud bedre at kende

For at kunne elske Gud og vise ham den udelte hengivenhed han fortjener, må vi lære ham at kende som han er. Hvordan kan vi lære Gud bedre at kende? „Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af,“ siger Bibelen, „både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ (Romerne 1:20) En måde at lære Gud bedre at kende på er at lægge mærke til og at grunde over det han har skabt.

Vi kan lære Gud bedre at kende

Skaberværket fortæller os dog ikke alt hvad vi behøver at vide for at kende Gud. For at forstå at han er en virkelig person og har sit helt personlige navn, har vi brug for at læse i Bibelen. Den bedste måde at lære Gud bedre at kende på er netop gennem hans ord. I sit hellige ord fortæller Jehova os mere om hvilken slags Gud han er. Han åbenbarer også sine hensigter for os og oplærer os i retfærdighed. (Amos 3:7; 2 Timoteus 3:16, 17) Vi kan være glade for at Gud ønsker at vi skal „komme til nøjagtig kundskab om sandheden“ så vi kan få gavn af det han kærligt har givet os. (1 Timoteus 2:4) Lad os da gøre enhver anstrengelse for at lære mest muligt om Jehova.

*  En detaljeret behandling af dette emne findes i brochuren Skal man tro på treenigheden?, som er udgivet af Jehovas Vidner.