Arbejdsglæde
og
jobsikkerhed

HVORDAN FORHOLDER DET SIG MED
jobsikkerheden og arbejdsglæden?

„ENHVER har ret til arbejde,“ hedder det i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, som De Forenede Nationer har udfærdiget. Denne grundlæggende rettighed kan dog ikke altid tages for givet. Om man har sikre ansættelsesforhold afhænger af mange ting — lige fra den lokale økonomi til situationen på det globale marked. Når folk mister deres arbejde eller der er udsigter til arbejdsløshed, ledsages det ofte af demonstrationer, uroligheder og strejker. Det gælder stort set alle lande. Selv ordet „arbejde“ har ifølge en skribent „altid været et følelsesladet ord“.

Der er mange grunde til at vi har brug for at have et arbejde. Det danner grundlag for en indkomst og bidrager til at vi har det godt mentalt og følelsesmæssigt. Et arbejde tilfredsstiller det menneskelige ønske om at være et produktivt medlem af samfundet og have en mening med livet. Det er også med til at give os en vis selvrespekt. Derfor bliver selv nogle der har rigeligt til dagen og vejen, eller som med fuld berettigelse kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, ofte ved med at arbejde. Ja, at have et arbejde har så stor betydning at det som regel medfører store sociale problemer at være arbejdsløs.

På den anden side er der dem der har et arbejde, men som føler at der lægges et så enormt pres på dem at de helt mister arbejdsglæden. Den hårde konkurrence på arbejdsmarkedet har for eksempel bevirket at et stigende antal virksomheder afskediger ansatte for at holde udgifterne nede. Det stiller større krav til de tilbageværende, som følgelig må bære en ekstra arbejdsbyrde.

Den moderne teknologi som skulle have gjort livet lettere og arbejdet mere effektivt, har i virkeligheden medvirket til det øgede pres på arbejdspladsen. På grund af for eksempel computere, faxmaskiner og internet har folk nu mulighed for at tage deres arbejde med hjem efter fyraften, og derved udviskes grænsen mellem hjem og arbejdsplads. En arbejder som var udstyret med personsøger og mobiltelefon, følte det som holdt hans arbejdsgiver ham i en usynlig snor.

I vore dages verden med dens hastigt skiftende økonomi og arbejdsforhold er der hos mange ældre en stigende frygt for at blive betragtet som uproduktive før tiden. Om denne situation har den tidligere menneskerettighedskommissær Chris Sidoti sagt: „Der synes at være den stereotype opfattelse at man, medmindre man er under fyrre, ikke er i stand til at arbejde med computere og ny teknologi.“ Som følge heraf regnes mange gode arbejdere, der tidligere blev betragtet som de mest værdifulde, nu om dage for at være for gamle til at kunne bruges, hvilket er meget uheldigt.

Forståeligt nok er det i de senere år gået meget ned ad bakke med arbejdsmoralen og loyaliteten mod ens arbejdsplads. „Når firmaer skiller sig af med folk ved det mindste fald på aktiemarkedet, blive virksomhedsloyaliteten noget der hører fortiden til,“ siges der i det franske blad Libération. „Du er selvfølgelig nødt til at arbejde, men kun for at varetage egne interesser — ikke firmaets.“

Til trods for disse voksende problemer har folk stadig et grundlæggende behov for at have et arbejde. Hvordan kan man da i vore hastigt skiftende tider få et ligevægtigt syn på arbejde og samtidig bevare arbejdsglæden og jobsikkerheden?