Du vil måske sige: ’Transfusioner er nok risikable, men findes der seriøse alternativer?’ Det er et berettiget spørgsmål, med vægt på ordet „seriøse“.
Alle, også Jehovas vidner, ønsker seriøs lægebehandling. Dr. Grant E. Steffen nævner to hovedkrav: „Seriøs lægebehandling indebærer at de faktorer der indgår i behandlingen, kan føre til at man når berettigede lægelige og ikkelægelige mål.“ (The Journal of the American Medical Association, 1. juli 1988) Til „ikkelægelige mål“ hører at patientens etiske holdning eller bibelsk begrundede samvittighed ikke krænkes. — Apostelgerninger 15:28, 29.
„Vi må drage den slutning at mange af de patienter der i øjeblikket får blodkomponenter, ikke har nogen chance for at få gavn af transfusionerne (blodet er unødvendigt) men tværtimod har en betydelig risiko for uønskede bivirkninger. Ingen læge vil bevidst give en patient en behandling der ikke kan hjælpe men kunne skade, men det er nøjagtig hvad der sker når der gives unødvendige blodtransfusioner.“ — Transfusion-Transmitted Viral Diseases, 1987. |
Findes der retmæssige og effektive måder at behandle alvorlige tilstande på uden at bruge blod? Svaret er lykkeligvis ja.
Selv om de fleste kirurger har hævdet at de kun har givet blod når det har været absolut nødvendigt, er deres brug af blod dalet betydeligt efter at AIDS-epidemien brød ud. En leder i Mayo Clinic Proceedings (september 1988) siger at „et af epidemiens få lyspunkter“ var at „den førte til at patienter og læger tog forholdsregler for at undgå blodtransfusion“. En talsmand fra en blodbank forklarer: „Det der har ændret sig er budskabets styrke, hospitalslægernes modtagelighed for budskabet (fordi de i stigende grad erkender farerne), og kravet om at overveje alternativer.“ — Transfusion Medicine Reviews, oktober 1989.
Der findes altså alternativer! Det vil man forstå når man undersøger hvorfor der gives blod.
Hæmoglobinet i de røde blodlegemer transporterer ilt som er nødvendigt for at man kan leve og have et godt helbred. Hvis man har mistet meget blod, kunne det derfor synes logisk blot at erstatte det. Under normale forhold har man 14-15 gram hæmoglobin pr. 100 milliliter blod. (Et andet mål for koncentrationen er hæmatokritværdien, der almindeligvis ligger på omkring 45 procent.) Tommelfingerregelen har tidligere været at give blod før en operation hvis patientens hæmoglobintal var under 10 (eller hæmatokritværdien under 30 procent). Det schweiziske tidsskrift Vox Sanguinis (marts 1987) udtaler at „65% af [narkoselægerne] krævede at patienterne skulle have en hæmoglobinmængde på 10 g/dl før elektiv kirurgi“.
Men ved en konference om blodtransfusion i 1988 spurgte professor Howard L. Zauder: „Hvordan fik vi dette ’magiske tal’?“ Han fastslog klart: „Årsagen til kravet om at en patient skal have 10 gram hæmoglobin (Hgb) før narkose bunder i traditioner, fortaber sig i det uvisse, og er ikke begrundet med kliniske eller eksperimentelle vidnesbyrd.“ Tænk på hvor mange tusind patienter der har fået transfusioner dikteret af en ’ubegrundet tradition’!
Men hvorfor har man normalt et hæmoglobinniveau på 14, hvis man kan klare sig med langt mindre? Det er for at kroppen kan have en betragtelig iltbærende kapacitet i reserve, som man kan tære på når man motionerer eller udfører hårdt arbejde. Studier af anæmi-patienter viser endda at „det er vanskeligt at fastslå nogen forringet arbejdsevne ved hæmoglobinkoncentrationer helt ned til 7 g/dl. Andre har blot fundet vidnesbyrd om moderat nedsat funktion“. — Contemporary Transfusion Practice, 1987.
Voksne kan klare sig med et lavt hæmoglobinniveau. Men gælder det også børn? Dr. James A. Stockman III siger: „Med få undtagelser vil børn der fødes for tidligt opleve et fald i hæmoglobinet i de første en til tre måneder . . . Indikationerne for transfusion på spædbarnsstadiet er ikke veldefinerede. Mange spædbørn synes faktisk at tolerere bemærkelsesværdigt lave hæmoglobinkoncentrationer uden tegn på kliniske vanskeligheder.“ — Pediatric Clinics of North America, februar 1986.
„Nogle skribenter har erklæret at hæmoglobinværdier helt ned på 2 til 2,5 g/100 ml kan være acceptable. . . . En rask person kan tåle at miste 50 procent af mængden af røde blodlegemer og alligevel være næsten helt upåvirket af det hvis blodtabet sker over en periode.“ — Techniques of Blood Transfusion, 1982. |
Det vil ikke sige at behandling er unødvendig hvis man mister meget blod ved en ulykke eller en operation. Ved et akut og stort blodtab vil blodtrykket falde, og der kan opstå chok. Det der først og fremmest er behov for, er at standse blødningen og erstatte den tabte væskemængde. Det vil forhindre chok og holde de resterende røde blodlegemer og andre blodbestanddele i cirkulation.
Væskemængden kan erstattes uden at man bruger fuldblod eller blodplasma.* Der findes forskellige væsker uden blod som kan bruges med effektiv virkning. Den simpleste er saltvand, som både er billigt og forligeligt med menneskeblod. Desuden er der væsker med specielle egenskaber, såsom dextran (Macrodex), Haemaccel og Ringer-laktat. Et nyere plasmaerstatningsmiddel er hydroxyethyl-stivelseopløsning (HES), der ved forbrændinger „trygt kan anbefales til de patienter som afviser blodprodukter“. (Journal of Burn Care & Rehabilitation, januar/februar 1989) Sådanne væsker har afgjorte fordele. „Krystalloidopløsninger [som almindeligt saltvand og Ringer-laktat], dextran og HES er forholdsvis ugiftige og billige, nemme at fremskaffe, kan opbevares ved stuetemperatur, kræver ingen forligelighedsprøver og indebærer ingen risiko for transfusionsoverførte sygdomme.“ — Blood Transfusion Therapy — A Physician’s Handbook, 1989.
Hertil spørger du måske: ’Hvordan kan erstatningsvæsker der ikke indeholder blod være tilstrækkelige, når man behøver røde blodlegemer for at få ilt transporteret rundt i kroppen?’ Jo, som allerede nævnt har man iltbærende reserver. Hvis man mister blod, sættes en forunderlig kompensationsmekanisme i gang. Hjertet pumper mere blod ved hvert slag. Eftersom det mistede blod er blevet erstattet med en egnet væske, strømmer det nu fortyndede blod lettere, selv i de små blodkar. Og der sker kemiske forandringer som bevirker at der afgives mere ilt til vævene. Denne tilpasning er så effektiv at selv om man kun har halvdelen af sine røde blodlegemer tilbage, kan der stadig afgives 75 procent af den normale iltmængde. En patient som er i hvile, bruger kun 25 procent af den ilt der er til rådighed i blodet. Og de fleste former for narkose nedsætter legemets behov for ilt.
Hvordan kan lægen hjælpe? |
