Udfrielse fra døden

„Se! Jeg gør alting nyt“

Fra gammel tid har Guds profeter givet udtryk for deres tillid, ikke til menneskets udødelighed, men til håbet om at Gud ville „genløse dem“ fra døden. (Hoseas 13:14) Men hvordan kunne mennesker blive genløst, befriet for dødens bånd? Jehovas fuldkomne retfærdighed krævede „sjæl for sjæl, øje for øje, tand for tand“. (5 Mosebog 19:21) Eftersom Adam ved sin overlagte ulydighed mod Gud forspildte sit fuldkomne liv og forårsagede at alle mennesker arvede døden, måtte et andet fuldkomment menneske altså træde ind i Adams sted og med sit fuldkomne liv erlægge den betaling som kunne købe tilbage hvad Adam havde mistet.

Det retfærdige princip at der skal betales ’lige for lige’ har været almindeligt anerkendt op gennem historien. Man taler om at „betale en løsesum“. Hvad er en løsesum? Det er „en pris man betaler for at få en person eller en ting tilbage fra en der holder denne person eller ting i fangenskab. Således siger man om krigsfanger eller trælle at de løskøbes når de bliver frigivet mod et vederlag. . . . Hvad som helst der gives i stedet for eller erstatter personen er vedkommendes løsesum.“* Siden Adam syndede har alle mennesker været som krigsfanger eller trælle, bundet af ufuldkommenhed og død. For at de kunne blive udfriet måtte der skaffes en løsesum. For at undgå enhver tvivl enten nu eller senere om hvorvidt løsesummen var fyldestgørende, ville det være nødvendigt at ofre et fuldkomment menneskeliv, et liv der svarede nøjagtigt til det Adam havde forspildt.

	Jesus svarede til den fuldkomne mand Adam

Men hvor kunne man finde et sådant fuldkomment menneskeliv? Som efterkommere af den ufuldkomne Adam er alle mennesker født ufuldkomne. „End ikke en broder kan en af dem på nogen måde løskøbe, og ingen kan give Gud en løsesum for ham.“ (Salme 49:7) Jehova opfyldte behovet idet han, tilskyndet af sin dybe kærlighed til menneskene, lod sin dyrebare førstefødte søn blive det nødvendige offer. Han overførte sin åndelige søns, Ordets, fuldkomne liv til den jødiske jomfru Marias moderliv. Den unge kvinde undfangede og fødte en søn der fik navnet „Jesus“. (Mattæus 1:18-25) Den der har skabt livet var naturligvis også i stand til at udføre et så storslået mirakel.

Jesus voksede op til manddom, fremstillede sig for Jehova og blev døbt. Ved dåben bemyndigede Gud ham til at gøre hans vilje. (Mattæus 3:13, 16, 17) Da Jesu jordiske liv var kommet fra himmelen og var fuldkomment, kunne han bruge det som et offer og udfri hele menneskeheden fra døden. (Romerne 6:23; 5:18, 19) Som han sagde: „Jeg er kommet for at de kan have liv og kan have det i overflod.“ „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 10:10; 15:13) Da Satan lod Jesus henrette på en marterpæl, underkastede Jesus sig denne grusomme død i bevidstheden om at de mennesker der troede på ham ville opnå liv gennem denne genløsningsforanstaltning. — Mattæus 20:28; 1 Timoteus 2:5, 6.

* Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature, by J. McClintock and J. Strong, Volume 8, page 908.