Oprejsning til liv

„Se! Jeg gør alting nyt“

Selv om Guds søn blev dræbt af sine fjender, mistede han aldrig retten til fuldkomment liv som menneske, for han bevarede sin uangribelighed over for Gud. Men hvordan skulle Jesus, da han lå i graven, kunne anvende dette værdifulde — retten til liv som menneske — til gavn for menneskeslægten? Igen udførte Jehova et mirakel, det første i sin art. Den tredje dag Jesus lå i graven oprejste Jehova ham fra de døde som en udødelig åndeskabning. (Romerne 6:9; 1 Peter 3:18) For at grundfæste troen på opstandelsen materialiserede Jesus sig ved forskellige lejligheder og viste sig i menneskelig skikkelse for sine disciple, i et enkelt tilfælde for over 500 på én gang. Ingen af disse, heller ikke apostelen Paulus, som senere blev blindet da den herliggjorte Jesus viste sig for ham, havde nogen grund til at betvivle det mirakel som Jesu opstandelse var. - 1 Korinther 15:3-8; Apostelgerninger 9:1-9.

Efter 40 dages forløb steg den opstandne Jesus op til himmelen og fremstillede sig for Gud for at frembære værdien af sit fuldkomne offer som skulle udfri menneskeheden fra døden. „Denne mand har frembåret ét slagtoffer for synder for bestandig og taget sæde ved Guds højre hånd, og herefter venter han indtil hans fjender lægges som en skammel for hans fødder.“ (Hebræerne 10:12, 13) De første der udfries ved hans løsesum er en „lille hjord“ af trofaste kristne som „tilhører ham“. (Lukas 12:32; 1 Korinther 15:22, 23) De er „blevet købt fra menneskeslægten“ og bliver derfor i opstandelsen åndeskabninger sammen med Kristus i himmelen. (Åbenbaringen 14:1-5) Men hvad med de mange døde som nu ligger i gravene? Mens Jesus var på jorden sagde han at hans Fader havde givet ham bemyndigelse til at dømme og at skænke liv. Han fortsatte: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud . . . til en . . . opstandelse.“ (Johannes 5:26-29) Han vil føre dem frem til livet i det jordiske paradis.

Læg mærke til at Jesus sagde: „I skal ikke undre jer over dette.“ Men alligevel, hvordan kan et menneske der har været død i lang tid udfries fra døden og bringes tilbage til livet? Er hans legeme ikke blevet til støv igen? Nogle af de grundelementer som legemet bestod af er måske endda blevet optaget i planter og dyr. Opstandelse er imidlertid ikke ensbetydende med at de samme kemiske byggesten føres sammen igen. Den er ensbetydende med at Gud genskaber det samme menneske, med den samme personlighed. Han frembringer et nyt legeme af jordens stoffer, og dette legeme indgiver han de samme særpræg, de samme karakteregenskaber, den samme hukommelse, det samme livsmønster som vedkommende havde opbygget indtil sin død.

Du har måske været ude for at dit hus, som du var meget glad for, brændte. Men du kunne let lade huset genopbygge, for de enkelte detaljer som du holdt så meget af, stod tydeligt prentet i din hukommelse. Det er derfor også klart at Gud, som er den egentlige ophavsmand til hukommelsen, kan genskabe mennesker som han har bevaret i sin hukommelse fordi han elskede dem. (Esajas 64:8) Det er derfor Bibelen bruger udtrykket „mindegravene“. Når Guds tid er inde vil han gøre det mirakel at føre de døde tilbage til livet, akkurat som han gjorde et mirakel da han skabte det første menneske, blot vil han denne gang gøre miraklet utallige gange. — 1 Mosebog 2:7; Apostelgerninger 24:15.

Gud vil føre menneskeheden tilbage til livet, med udsigt til aldrig at dø mere. Men hvordan kan det lade sig gøre at leve evigt på jorden? Det er muligt og gennemførligt fordi det er Guds vilje og hensigt. (Johannes 6:37-40; Mattæus 6:10) Den eneste grund til at menneskene dør i dag, er at de har arvet døden fra Adam. Men når vi betragter den uendelige rigdom af vidunderlige ting på jorden som det var meningen menneskene skulle glæde sig over, så er et liv på mindre end hundrede år alt for kort! Da Gud gav menneskenes børn denne jord, var det hans tanke at de skulle fortsætte med at leve så de kunne glæde sig over hans skaberværkers pragt, ikke blot i hundrede år, heller ikke i tusind år, men for evigt! — Salme 115:16; 133:3.